Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag

søndag den 17. marts 2013

Skøn weekend...

...har det været.
Jeg havde fødselsdag i fredags og for en gangs skyld fraveg vi familietraditionen.
Vi har siden børnene var små holdt fast i at fødselsdagsbarnet bliver vækket med flag og sang + stort morgenbord. Når det var vor fars tur, havde han gerne været i bad og var klædt på under dynen, når børnene blev vækket, for at synge for ham.
Da den store begyndte i gymnasiet og skulle med bussen kl 7.00, stod vi alle op kl. meget tidligt og fejrede ham på behørig vis. Efter han flyttede hjemmefra, satte jeg vækkeuret, så jeg kunne synge for ham inden han mødte på arbejde. Da nr. 2 fejrede sin første fødselsdag i Australien, holdt vi os vågne så vi kunne ringe og vække hende med en sang. Selv om de er blevet store, mener vi alligevel, at det betyder noget for dem. Det kan ses i de søvnige øjne og høres i de søvndrukne stemmer.
I fredags var det så min tur, og det var efternølerens tur til at skulle afsted kl 7.00. Vi var blevet enige om at gemme morgenbordet til søndag. Alligevel måtte vi jo tidligt op. Cecilie gik som sagt kl 7, gemalen drog af kl 8, og så ville jeg jo under normale omstændigheder sporenstregs returnere til høkassen, da jeg er ekstremt B-menneske, som i helt ekstremt. Men jeg havde en aftale med en forsikringsmand mellem 9-11.
Vejret var fantastisk (naturligvis), så tøjsnorene blev tørret af og sengelinned hængt op. Noget skulle jeg jo foretage mig for ikke at falde i søvn.


Forsikringsmanden kom, så, vurderede og gik igen. Så gik der en rum tid med at besvare de mange søde hilsner på Facebook og SÅ skulle jeg godt nok have mig en "morfar"
Lige som jeg havde lagt mig, kom den store forbi med min gave. Han havde god tid, så vi sludrede i lang tid.
Da han så var på vej ud af døren, klikkede der en SMS ind fra Australien: "Skype?" Ja da :-)
Så lige et par timers hyggesnak med den store datter, der på andet år bor i Australien.
SÅ var jeg træt efterhånden og så kom efternøleren hjem. Hun var også træt. Da vi næsten sov, kom gemalen hjem, og det var så den "morfar".
Men så var det til gengæld tid til gaver.



Glas og bestik fra gemalen og efternøleren og brød"formen" og en af skeerne fra den store og hans kæreste.

 Der plejer at komme "noget" ind på min konto fra min mor, så i lidt god tid havde jeg shoppet lidt på nettet.
Det blev til 4 små strikkebøger og jeg er i gang med at strikke fra flere af dem.


Lørdag trodsede jeg den truende snestorm og tog til Middelfart for at gramse lidt på garn på håndarbejdsmessen. 
Og der kom jo også lidt med hjem.


Lækker "Coast" (uld/bomuld) fra Garngaragen.dk.
Planen er den her fra Slagt en hellig ko. Først var tanken at de to tråde skulle strikkes sammen, men jeg tror det ender med smalle striber i stedet. Selvfølgelig havde jeg så ikke den rigtige tykkelse pinde, så dem måtte jeg jo bestille bagefter.
Da jeg kom hjem var der sørme dukket en flot buket op fra gode venner 


og en bog fra datteren i Australien


Jeg fik 1. bind i julegave og den er bare god. Og så er det rigtig god træning at læse bøger på engelsk. Sproget skal jo holdes ved lige, til næste gang den australske svigersøn er med hjemme.

I dag var det så blevet tid til det store morgenbord. Og der manglede ikke noget. Der var både æg og bacon, røget ørred, juice og cacaomælk. Ja, det var bare om at tage for sig af retterne.
Til aften skulle den store så komme sammen med kæresten og spise fødselsdagsmiddag.


Her er der dækket op, men vi hyggede os så meget at jeg helt glemte at tage billeder da de var kommet og maden var på bordet.
Menuen skal I ikke snydes for:

Hønsesalat på ristet grovbrød m/sprødstegte bacontern

Bøf i folie m/ bagte kartofler, hvidløgsdressing og hvidløgssmør

Chokolademousse.

Det faldt i vældig god jord. 
De unge mennesker var dog lidt matte, de havde begge været på arbejde i dag, fra hhv. 5.30 og 7.00.

Nu sidder jeg så bare her og tænker på, hvor dejlig en weekend, det har været. Og glæder mig til at sove længe igen i morgen ;-)

Og ikke mindst glæder mig over de mange dejlige gaver.

søndag den 27. november 2011

1. søndag i Advent

Som tidligere fortalt kommer Nissen altid 1. søndag i Advent med julesokker og nissehuer.
Og til morgen sad han her
Og alle julesokker var hængt op
I år måtte han jo finde nye steder til sokkerne. I det gamle køkken hang de her
men den væg eksisterer jo ligesom ikke mere.
Nissen havde følgeskab af pigernes nissevenner.
Her sidder midterbarnets nisse og passer på den første pakke
Jeg nænner bare ikke at fortælle hende at midterbarnet først kommer hjem sidst i marts.

Den blåøjede lille nisse her er yngstebarnets. 
Yngstebarnet er endnu hjemmeboende og hun har da også været i sokken fra morgenen af.
Et andet element, der kræver nytænkning efter ombygningen af køkkenet er mine julegardiner.
Der er endnu ingen gardinstænger i køkkenet, så de kan altså ikke komme op i år, 
hvilket nok passer Lillemissen ganske godt
Hun er altså ikke specielt tilfreds med de gardiner

Adventskransen arbejdes der på, der er plads til forbedringer.
Fortsættelse følger.

lørdag den 5. marts 2011

9,5°

Så meget viser termometret i dag. Det er skønt og dejligt motiverende, synes jeg.
Der er sengelinned på snoren i haven og jeg har været til zumba efter en lang pause.
Nu skal foråret bare bide sig fast, så er vi klar til at møde livet med oprejst pande.


Jeg indrømmer billedet er ikke fra i dag, men jeg tror det er taget den sidste gang jeg havde tøj ude sidste år.

Nu skal jeg så snart i gang med aftensmaden. Ældstebarnet kommer hjem og forventer andet end rugbrødsmadder. Huset normale chefkok er på "drengetur" - øltur til Belgien, så jeg må i gang i køkkenet.
Det er ikke nemt at leve op til ældstebarnets forventninger, han er nemlig selv ret god i et køkken.

Update: Ældstebarnet kommer så slet ikke, men så kan yngstebarnet og jeg da bare smovse selv :-)

lørdag den 23. oktober 2010

Fødselsdagsmiddag

Vi var inviteret til fødselsdag i aftes. Ældstebarnet blev 22 og bød på middag.

Der pakkes gaver ud


Han elsker at lave mad og er rigtig god til det.


Der er godt gang i gryderne

Menuen stod på
Tunmouse med avocado og rejer,
Grillet marineret okseculotte med hasselback-kartofler, rødvinssauce og bagte grønsager

Der skal jo også vaskes op


Vi fik faktisk en dejlig hjemmelavet Daim-is til dessert, men den nåede jeg ikke at fotografere, før vi havde spist den.

Vi sluttede af med kaffe. Det var rigtig hyggeligt, vi kommer gerne igen næste år.




onsdag den 20. oktober 2010

1 - 2 - 3


4 hjemmebagte brød var der. Og med hjemmelavet brombærsyltetøj og grøn the i morgenkoppen er man klar til aftenhyggen.

Med ild i brændeovnen


så kan efteråret bare komme an.


Og husk. "Shine your..."
Nej, det er IKKE billedet fra i går

torsdag den 14. oktober 2010

I den virkelige verden.

Jeg har været på besøg i blogland i dag. Altså ude i vikeligheden. Jeg har nemlig besøgt Lavendelgården.
Og hvor var det bare hyggeligt. Vi snakkede og snakkede og glemte helt tiden. Så jeg bliver vist nødt til at komme derud igen engang, for vi glemte jo helt at se på garn.
Tak for i dag.

mandag den 27. september 2010

♪♫Åhh, disse minder.....♪♫

Jeg har været til klassefest med min gamle folkeskoleklasse. Det er 29 år siden, jeg gik ud af 10. klasse, og der var nogen af de andre, jeg slet ikke har set i mellemtiden.
Jeg flyttede fra byen umiddelbart efter eksamen, andre senere, mens endnu  andre blev i byen eller nærliggende byer, og derfor ser hinanden jævnligt.
Vi holdt også fest for 4 år siden, da det var 25 år.
Denne gang startede vi med en rundvisning på skolen, og arrangørerne havde fået fat på 2 af vores gamle lærere. Det var rigtig hyggeligt at se skolen, selvom den godtnok er meget forandret. Vi kunne dog kende gymnastiksalen og aulaen. Vores klasselokale var faktisk heller ikke meget forandret.
Efter rundvisningen samledes vi i Kurts garage. Det er den mest ryddelige garage, jeg nogensinde har set, så den var perfekt som selskabslokale.
Jeg smuttede hjem i seng hos min mor kl. 3. Det vidner vel om det var en god fest. Stille og rolig og med en masse: "Kan du huske..........?"
Jeg glæder mig, til vi skal ses igen. Stor tak til arrangørerne Claus, Kurt og Britt.

Vi mødtes uden for skolen.
Det tog lang tid at komme forbi væggen med elevbilleder

Gymnastiksalen, aulaen og klasseværelset lignede sig selv

Der studeres gamle billeder, drikkes kaffe og SNAKKES

Det var bare så hyggeligt


søndag den 9. maj 2010

Mors dag

Jeg har haft en rigtig dejlig Mors dag. Dette morgenbord ventede, da jeg blev vækket ved 10-tiden.
Da vi havde hygget os en times tid, var det frem med ridetøjet og ud til hestene. Her blev det til lidt let træning sammen med et par gode hestepiger Anni og min store datter Julie.


Efter lidt staldarbejde - vi slap nu meget billigt i dag, normalt er betalingen for at låne en hest at muge boksen, men det var allerede gjort - ok, Anni mugede lidt - nå, men derefter var det hjem i haven.


En håndmad i haven.


Det her var indtil sidste efterår mit staudebed. Også dengang var skvalderkålen det, der stod bedst. Sidste år tog jeg mig så sammen og flyttede det hele til et nyanlagt bed.


Her er de sidste overlevende fra det gamled bed. Det er pinseliljer hjemme fra mine forældres gamle have, så de skulle lige reddes inden Morten sprøjter.


Her er det nye bed foran terrassen. Rigtig mange af planterne er kommet op og ser ud til at overleve flytningen. Det er jeg meget stolt af. Jeg ved godt det trænger til at blive luget, men det må komme næste gang, jeg har fri.

Kattene syntes som altid, det var herligt at nogen gad gå i haven.
Meget godt klaret at få alle tre katte på samme billede, ikk'.
Især Katinka ville gerne lege.

Vi har faktisk planer om at fjerne både gyngestativet og legehuset, men jeg nænner det næsten ikke. Lillemissen bruger også legehuset til at stå på, når hun ikke kan nå flere moreller fra jorden. De skal nemlig med ind på køkkengulvet, der triller de så dejligt.

mandag den 12. april 2010

Genopstået

Ja, det er altså ikke Jesus, jeg taler om, selvom det er noget han har gang i ved den her tid på året. Nej, det er såmænd bare lille mig, der prøver med et lille pip igen, denne gang med billeder.

Der studeres opskrifter


Jeg mødte et par gamle kolleger i dag, som "rykkede" for et indlæg. Vi er nemlig sammen i en strikkeklub, der består af nuværende og tidligere ansatte på min gamle arbejdsplads.

Jeg tog nogle billeder den aften for snart længe siden og da jeg huskede at spørge om nogen havde noget imod at komme på bloggen, havde de jo også en vis forventning om, at der rent faktisk ville komme noget.
Dyb koncentration og ivrig debat

Vi mødes ved 18-tiden på skift hos hinanden, og har alle noget med til forplejningen. Og så selvfølgelig vores håndarbejde. Ikke nødvendigvis strik, der bliver også hæklet, lavet smykker og andet. Men mest bliver der snakket og grinet. Det er meget forskelligt, hvor mange vi er, så der er næsten altid nogen der ikke har været i lige dette hjem før, så der er altid en undskylning for at skulle se SY-RUMMET. Og der kan altid findes grundlag for at "mobbe" hinanden med alt muligt. Meget eller lidt orden, meget stof eller garn på hylderne...............you name it.

Øverst. Randis hæklede blomster, min hæklenål, som jeg kommer tilbage til "in another afsnit"

Nederst: Anne Maries skyggestrik


Den ender tit med at blive senere end man egentlig havde besluttet hjemmefra, men det er jo fordi, vi hygger os sådan. Vi slutter med at finde en ny dato og vært. Næste gang er midt i maj, og jeg glæder mig allerede.